Pædiatri som speciale
Hvad er en pædiater?
Ordet pædiatri kommer af det græske pais = barn og iatrike = lægekunst.
Pædiatri er det område (speciale) indenfor lægevidenskaben, der beskæftiger sig med sygdomme hos børn.
Før det 19. århundrede var det primært gynækologer og fødselslæger, der behandlede sygdomme hos børn. De koncentrerede sig naturligt om de nyfødte og spædbørnene. I dag omfatter specialet alle børn fra nyfødte til overstået pubertet i 18-års alderen.
En speciallæge i pædiatri kaldes en pædiater eller i daglig tale en børnelæge.
En pædiater er en læge, der efter den almindelige lægeuddannelse på universitetet har taget en 5-årig speciallægeuddannelse i børns sygdomme, vækst og udvikling. Typisk tager dette i praksis omkring 10 år efter lægestudiet, før man bliver speciallæge.
Hvad er en ekspert i pædiatrisk astma og allergologi?
En ekspertuddannelse er en 3 årig overbygning på speciallæge-uddannelsen med fokus på et fagområde indenfor specialet.
I mit tilfælde pædiatrisk astma og allergologi.
Min uddannelse omfattede udover ansættelse på Afdelingen for Børn & Unge på Herlev Hospital med primær funktion i astma- og allergiambulatoriet, 15 måneders ansættelse på Allergiklinikken Gentofte Hospital og i Dansk BørneLungeCenter på Rigshospitalet. Derudover studieophold på en stor, højt specialiseret børneafdeling i Paris. Uddannelsen opfyldte europæiske retningslinjer og er godkendt af Dansk Pædiatrisk Selskab.